Kan hunde blive køresyge

Hunde kan, såvel som mennesker, blive køresyge. Tegn på køresyge kan være at hunden bliver nervøs, den gør/piver, puster, savler og kaster måske op. Enkelte gange kan det også give diarré. Derfor bliver en køretur i bilen ganske ubehagelig for hunden, og sikkert også for chaufføren.

Kan køresyge forebygges

Køresyge forekommer oftest hos hundehvalpe. Det skyldes at hvalpens balanceevne ikke er færdigudviklet. Derfor har hvalpen lettere ved at blive svimmel under køreturen.
Bliver din hund utryg/dårlig når den skal med ud og køre, kan det være en god ide at starte med meget korte ture.
Du skal ikke give din hund et måltid mad inden køreturen.
Rul vinduerne ned så hunden får frisk luft under turen.
Sørg for at hunden sidder godt og ikke kan tumle rundt mens i kører. Mange hunde vil gerne sidde så de kan kigge ud under transporten.

Hvis hunden er køresyg

Skal din hund med ud på en længere køretur og er blevet køresyg, skal du sørge for at holde nogle pauser så din hund kan komme ud og få lidt frisk luft. Giv den noget frisk vand at drikke og du må gerne have lidt godbidder klar, så hunden ikke får modvilje mod at komme ind i bilen igen.
Et godt råd mod køresyge er ingefær. Det er videnskabeligt bevist, at ingefær har en rigtig god virkning mod kvalme. Du kan, hos nogle dyrehandlere få godbidder med ingefær til hunden.
Der findes faktisk også medicin mod køresyge til hunde, med det er bestemt ikke helt billigt.

Prøv en veterinær kiropraktor

Køresyge kan også forekomme hvis din hund er blevet lidt skæv i nakken. Det kan forekomme hvis en hvalp har haft søskende eller legekammerater at boltre sig med. En enkelt eller ganske få behandlinger kan i sådan et tilfælde afhjælpe køresyge.

Når din hund bliver “bange” for bilen

Hvis din hund først forbinder bilen med ubehag, kan det tage lang tid at få ændret den opfattelse. Det kan være næsten umuligt bare at få hunden ind i bilen.
Det kræver tid og tålmodighed at ændre den holdning, og du skal måske starte med at lokke hunden ind i bilen med lidt godbidder. Du skal ikke starte bilen, bare sidde lidt med åbne døre, og så gå ud igen. Det kan du gøre indtil hunden frivilligt hopper ind i bilen. Start så bilen og kør måske nogle få meter frem før du stopper igen. Ganske langsomt kan du så prøve med lidt længere ture. Du kan også give hunden en anden plads i bilen så den får en ny oplevelse af at køre i bilen.
Det er først og fremmest vigtigt at din hund oplever bilen som et hyggeligt sted at være og kan slappe af når i kører.