hvilke høns lægger de største æg

Hvilke høns lægger de største æg?

Hvis du som mig, er af en lidt ældre dato, husker du sikkert også tilbage på en tid med store nylagte æg, hvor det ikke var unaturligt at finde 2 blommer i hvert æg. Og hvis du er af noget nyere dato, men stadig interesserer dig for hønsehold, har du uden tvivl hørt alle røverhistorierne om kæmpeæg med 2 eller flere blommer. Hvis du køber æg i butikker, er der større chance for at vinde i lotto, end at finde et æg med 2 eller flere blommer. Og det er uanset om du køber skrabeæg, frilandsæg eller økoæg. De er alle så standardiseret at der ikke slipper æg igennem nåleøjet med flere blommer.

Men har du selv høns, er snakken jo en helt anden. Der er ingen standarder du skal overholde, og ingen kunder der bliver sure, hvis ikke alle æg er ens. 
Derfor er der også mange der gerne vil finde de høns der ligger de største og flotteste æg, så man kan lave nogle kæmpe omeletter eller blødkogte æg.

Men hvilke høns ligger så de største æg?

Hvis du skal finde høns der ligger store æg, så skal du nok ud i en hybrid. Altså en høne der er fremavlet til at ligge store æg, og ikke andet. En af de mest kendte er industrihybriden Lohman, som er kendt for at ligge kæmpeæg. Det er hvad den er fremavlet til, og ikke andet. Pænt sagt, så er disse høns ikke specielt pæne, og er heller ikke gode sammen med andre høns. De har normalt nok i sig selv.

New Hampshire høns (også en hybrid) er også kendt for at lægge rimelig store æg. Ikke helt så store som hybriden Lohman, men stadig noget større end dem vi kender fra supermarkedet.

Hvad vejer de store æg i forhold til de “normale” æg?
Det vi kender som normale æg, vejer ca 60 gram, hvoraf de ca. 10 gram er æggeskallen.
Høns der lægger store æg, lægger æg der vejer helt op til 95 gram. Det normale bland de store æg er dog mellem 75-85 gram.

Skal man så gå efter de høns der ligger de største æg?

Der er meget delte meninger om hvilke høns der er bedst, og hvilke egenskaber man skal gå efter. Nogen vil helt klart mene at det er fint at gå efter de høns der lægger de aller største æg, og andre vil mene at man skal droppe dem. 

Hvis vi starter med at se det hele lidt oppe fra, og holder personloge meninger ude af ligningen, så kan man sige følgende:
Høns der ligger unaturlige store æg, er fremavlet til det, og ikke til andet. De er stort set uspiselige og ofte kan de ikke sammen med andre høns. Jeg skriver ofte, da man somme tider kan være heldige, og finde hybrider der er sociale.

Hvis du ikke orker at høre min mening, er der nok ikke grund til at læse videre 🙂

Men synes JEG så at man skal gå efter de høns der ligger de største æg?

NEJ det synes jeg ikke. Og det er der nogle helt klare grunde til.
Som nævnt flere gange, så er høns der ligger store æg fremavlet til dette. Det er altså ikke noget de gør fra naturens side. Og selv om man har fremavlet et kæmpe stort æg, så er hønen ikke blevet meget større. Det kan somme tider se helt uvirkeligt ud, med sådan et stort æg til en lille høne, og det er ikke noget jeg mener man skal støtte. 
Og min holdning er også, at hvis en høne ser afpillet og skidt ud, og virker aggressiv, så har den det sikkert ikke for godt. Og hvis man vælger at holde høns, eller helt generelt at have dyr, så har man også en forpligtigelse til at sørge for at de har det godt. 

Dermed ikke sagt at folk der holder hybrid høns, ikke er gode ved deres dyr. Det er langt de fleste af dem. Men det ændrer ikke ved min holdning til dyr der er fremavlet til et specifikt formål.

Hvis man ikke skal gå efter de høns der ligger de største æg, hvad skal man så gå efter?

Der kan være mange ting der er afgørende for hvilke høns du skal vælge. Jeg vil på et senere tidspunkt komme med et indlæg om hvordan du vælger de høns der passer bedst til dig.
Men hvis høns der lægger de største æg, er et af dine kriterier, kunne du måske ændre det til Høns der lægger store æg. Det gør det også nemmere at følge en bageopskrift, da de som udgangspunkt går ud fra normale æg på ca 60 gram 🙂

Noget helt andet er at et større æg, bare indeholder mere vand og mere hvide. Og som vi jo sikkert godt kan blive enige om, så er det blommen der giver det meste smag, og som der altså ikke er mere af i de store æg.

Men mere om det senere.